Onsdagens opgør i Serie A blev indledt med at serbiske Sinisa Mihajlovic blev hyldet. Serberen der døde i slutningen af 2022, havde en fortid både hos hjemmeholdet Roma men også gæsterne fra Bologna, hvor han var træner af to omgange.
Det var Roma der fik kampens første mulighed, og det var spillets allerstørste. Paolo Dybala blev nedlagt i feltet, og så kunne Lorenzo Pellegrini usvigeligt sikkert konvertere straffesparket til venstre for Bolognas polske målmand Lukasz Skorupski.
Efter en halv time viste Bologna for første gang tænder. Akrobatisk forsøg på et saksespark af Riccardo Orsolini, men italienerens forsøg blev aldrig for alvor farligt, i en første havleg der på ingen måde var et chanceorgie.
Dybala viste sig frem igen kort inden pausen, da han i to forsøg ekvilibristisk var ved at overliste Skorupski, men det blev ved den tidlige 1-0 føring til Roma ved pausen.
Anden halvleg var knap kommet i gang, inden romerne var tæt ved at fordoble føringen. Zeki Celik sendte bolden ind i feltet og efter en kæmpe Bologna fejl, opstod en stor mulighed til Nicolo Zaniolo, men Skorupski kom lynhuritgt ned, og raget kastanjerne ud af ilden.
Herefter var det som om Roma trak håndbremsen mere og mere, uden det blev til deciderede muligheder for Bologna. Efter 55 minutter var der en sekvens med flere halve muligheder, men Romas rutinerede portugisiske målmand Rui Patricio, havde ikke synderligt meget at se til.
Med godt 20 minutter igen, kom det første antræk til dramatik, og første gang at Bolognas skotske spiller, Lewis Ferguson, bragte sig i centrum. Skotten forsøgte at filme sig til et straffespark, men kampens dommer Santoro, kvitterede med en advarsel, og efterfølgende blev straffesparksappellen også afvist af VAR.
Bologna forsøgte og forsøgte uden held til at strikke noget ordentligt angrebsspil sammen, indtil kampen var i 5. overtidsminut. Indskiftede Niklas Pyyhtia fik en gigantchance efter godt forarbejde af Marko Arnautovic, og det efterfølgende hjørnespark måtte ligeledes indskiftede Tammy Abraham cleare bolden på målstregen efter et hovedstød fra Lewis Ferguson.
Tættere på kom Bologna ikke, og dermed kunne Roma sætte tre point på kontoen og avancere til 6. pladsen, side om side med bysbørnene fra Lazio.
