Tribal Football

Lineker nægtede at deltage i VM-lodtrækning: Vi ved alle det var korrupt tildeling

Gary Lineker nægtede at deltage i VM-lodtrækning: Vi ved alle det var korrupt
Gary Lineker nægtede at deltage i VM-lodtrækning: Vi ved alle det var korrupt Profimedia

En række fodboldlegender har sagt ja til at promovere VM-slutrunden i Qatar, men det engelske angrebskoryfæ Gary Lineker takkede nej, da han blev spurgt om at være med til at foretage lodtrækningen til den omstridte slutrunde.

Det fortæller Lineker til Süddeutsche Zeitung, skriver nyhedsbureauet NTB.

Advertisement
Advertisement

"Jeg støtter ikke VM. Jeg blev bedt om at foretage lodtrækningen for Fifa (Det Internationale Fodboldforbund, red.), men jeg nægtede det, da jeg synes, at det ville være hyklerisk", siger Gary Lineker.

Han tror ikke, at det gik retfærdigt for sig, da Qatar blev tildelt værtskabet tilbage i 2010. "Det var en korrupt tildeling, det ved vi alle sammen. Halvdelen af de involverede sidder nu enten i fængsel eller er suspenderet. VM skulle ikke have været afholdt der. Men lad os se det i øjnene, at så snart fodbolden starter, vil det optage al interessen", forudsiger den 61-årige Lineker.

Han deltog i lodtrækningen til VM i Rusland i 2018. Dengang fortalte han, at han undgik Ruslands præsident, Vladimir Putin. Ved VM i Qatar arbejder Lineker for BBC.

Han har forud for VM talt med menneskerettighedsorganisationen Amnesty International om, hvordan man skal forholde sig til "sportswashing", som det kaldes, når et land forsøger at forbedre sit omdømme gennem sport.

"Sportswashing virker kun, hvis man holder op med at tale om problemerne. Men vi vil tale om menneskerettigheder og sætte spørgsmålstegn ved byggeriet af stadionerne, allerede under åbningskampen", siger Lineker.

Qatar indleder VM mod Ecuador 20. november.

Related Articles