Det har været det miserable udbytte på tværs af alle turneringer, siden Chelsea ansatte Frank Lampard som midlertidig cheftræner efter fyringen af Graham Potter.
Onsdag aften blev det i Premier League til et 0-2-nederlag på hjemmebane til Brentford, der har Thomas Frank som cheftræner.
Den danske forsvarsspiller Mathias "Zanka" Jørgensen indtog en hovedrolle i sejren, da han efter 36 minutter steg til vejrs på et hjørnespark.
Danskerens hovedstød fremtvang et selvmål af Chelseas Cesar Azpilicueta, der ramte bolden uheldigt og sendte den i eget net.
Efter 1-0-målet til Brentford forsøgte Chelsea at få udlignet, men det lykkedes ikke.
Lampard havde valgt at stille op med blot en enkelt decideret frontangriber i skikkelse af Raheem Sterling, og det formåede Brentfords forsvar at håndtere fornuftigt.
Mads Roerslev spillede ligesom Mathias "Zanka" Jørgensen hele kampen i Brentfords bagkæde, mens midtbanespilleren Mathias Jensen var med i de første 62 minutter.
Efter 78 minutter fordoblede Brentfords kantspiller Bryan Mbeumo føringen med et præcist spark i fjerneste side af målet.
Med sejren har Brentford 47 point efter 33 kampe som nummer ni i tabellen. Chelsea er helt nede på en placering som nummer 11 med 39 point efter 32 kampe.
I en af de andre kampe vandt Liverpool 2-1 ude over West Ham, som smed en 1-0-føring i løbet af kampen.
Efter 12 minutter havde West Hams midtbanespiller Lucas Paqueta bragt hjemmeholdet foran 1-0 med et langskud lige uden for feltet.
Liverpool-angriberen Cody Gakpo viste, at han også kunne sparke fra distancen med en udligningen til 1-1 seks minutter senere.
Joel Matip blev helten for Liverpool, da han headede den afgørende scoring til 2-1 i nettet efter 67 minutter.
Med sejren er Liverpool nummer seks med 53 point efter 32 kampe. Dermed kan Liverpool stadig gøre sig forhåbninger om at spille europæisk fodbold i næste sæson.
I bunden af rækken tog Nottingham Forest en vigtig sejr på 3-1 hjemme over Brighton. Sejren betyder, at Nottingham Forest kravler op over nedrykningsstregen med 30 point for 33 kampe.
Leicester er nu under stregen med et point mindre.
