Tribal Football

Jacob Friis inden skæbnekamp: Historisk med europæisk fodbold to år i træk

Viborg skal forsøge igen at komme ud i Europa.
Viborg skal forsøge igen at komme ud i Europa.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fredag afsluttes den danske sæson med en uhyre vigtig kamp mellem Viborg og FC Midtjylland, hvor en plads i Europa er på højkant.

Det danske mesterskab er afgjort, og de to nedrykkere er også fundet, men Superligaen har lige en enkelt kamp tilbage på denne side af sommerferien. Det er en kamp med masser på spil. Det er nemlig en direkte duel mellem fjerdepladsen og syvendepladsen om en plads i Europa Conference League.

Advertisement
Advertisement

Ikke nok med, at der spilles om en plads i Europa, så er playoff-kampen også et vaskeægte rivalopgør mellem Viborg og FC Midtjylland.

Viborg nappede fjerdepladsen, men var i lang tid en del af mesterskabskampen. FCM skuffede dog ved slet ikke at være en del af mesterskabsspillet. Nu jagter de begge pladsen i den europæiske turnering, og det er en situation, som Viborg har stået i før.

”Vi har stået i en lignende situation for et år siden, hvor der var en masse at opnå, og det er den samme tilgang, vi har til kampen i morgen (fredag red.). Det er en spændende kamp med en kæmpe gulerod i enden af den, og det vil være historisk for Viborg med europæisk fodbold to år i træk. Det er det, vi jagter, men kampen kommer ikke til at være sæsondefinerende. Det vil være et ekstra krydderi til en allerede god ret, vi har serveret i år,” siger Viborgs cheftræner Jacob Friis til klubbens egen hjemmeside.

De to hold har mødt hinanden tre gange i denne sæson. De to Superligaopgør er endt med en sejr til FCM og en uafgjort, mens Viborg ekspederede rivalerne ud af pokalturneringen.

De to klubbers seneste møde endte med en knusende 4-0-sejr til holdet fra Herning, hvor ’ulvene’ var særligt skarpe på kontraangreb. Noget som FCM har været meget dygtige til.

”Det bliver formodentlig en tæt og spændende kamp, der jo skal afgøres på aftenen, og vi ved, at der skal toppræsteres mod en dygtig modstander. De har gjort det godt i Kvalifikationsspillet, og kommer med nogle klare styrker, vi skal have håndteret. De scorer mange mål på omstillinger og har nogle typer, der er rigtig dygtige i den del af spillet.” fortæller Jacob Friis.

Det kan være svært at forudse, hvem der vinder den afgørende kamp, men det bliver med al sandsynlighed underholdende, som det altid, når de to midtjyske rivaler brager sammen. FC Midtjyllands cheftræner, Thomas Thomasberg, forventer en tæt kamp mod Viborg.

”Vi ved, det bliver en tæt kamp til det sidste. Og i fremtiden skal vi helst ikke være afhængige af én kamp for at komme i Europa, men det er den chance, vi har, og den glæder jeg mig til at skulle spille om i morgen,” siger Thomas Thomasberg til FC Midtjyllands hjemmeside.

Kampen spilles klokken 19 på Energi Viborg Arena, og du kan følge den her.

Related Articles