Søndag klokken 16 bliver VM-finale nummer 20 i historien sparket i gang. Det er ganske vist VM udgave nummer 22, men i 1950 var finalen afløst af et afsluttende gruppespil.
Gennem historien har intet mindre end 136 forskellige klubber været repræsenteret på banen i en VM-finale. En dansk klub har endnu sin første finale-optræden til gode, mens vores svenske naboer i 1958 havde syv spillere fra seks forskellige svenske klubber på banen i nederlaget til Brasilien.
En enkelt gang har der sågar været en klubløs spiller på banen i en VM-finale, da Alberto Tarantini i 1978 var med til at vinde for Argentina.
I søndagens finale er der faktisk hele fire klubber, der potentielt kan få finale-debut – men det er næsten på forhånd givet, at det kun kommer til at ske for to af dem.
Argentinske nøglespillere
For hverken Brighton & Hove eller Aston Villa har nogensinde før haft en spiller på banen i en VM-finale. Og det er næsten helt sikkert, at det kommer til at ske søndag.
Både Alexis Mac Allister fra Brighton & Hove og Emiliano Martínez fra Aston Villa er således blevet nøglespillere for Argentina. Førstnævnte i Giovani Lo Celsos fravær, sidstnævnte som fast mand på Lionel Scalonis argentinske landshold de seneste to år, hvor ’Dibu’ Martínez samtidig har etableret sig som lidt af en målmandsprofil i Premier League.

Til gengæld er det højst tvivlsomt at Stade Rennais og Atlanta United lykkedes med at få en spiller på grønsværen i søndagens finale, hvilket i så fald ellers også ville være første gang i historien for begge klubber.
Steve Mandanda fra Rennes fik godt nok en kamp i buret i Frankrigs afsluttende gruppespilskamp, hvor det blev til et nederlag mod Tunesien, men der er slet ingen tvivl om, at Hugo Lloris er det helt klare førstevalg hos Didier Deschamps.
På samme måde er det ekstremt tvivlsomt at Atlantas Thiago Almada får spilletid for Albiceleste, for den offensive midtbanespiller har blot fået seks minutter ved VM, som faldt sidst i argentinernes 2-0-sejr over Polen i gruppespillet.
Tyske og italienske klubber fører an
I den anden ende af skalaen findes Bayern München, Juventus og Internazionale. De tre klubber er de mest repræsenterede på grønsværen i VM-finaler. Bayern München med svimlende 30 forskellige spillere, Juventus med 27, Internazionale med 25.
Sidstnævnte italienske klub, Inter, kan søndag udbygge en vild stime. For sidst, der blev spillet en VM-finale, hvor Inter ikke havde en spiller på banen, var helt tilbage i 1978. Siden da har Inter haft minimum én spiller på banen ved ti VM-finaler i streg.

Det kan blive til 11 søndag, hvis argentinske Lautaro Martínez får spilletid. Angriberen er en stor profil i Serie A, hvor han i Inters mesterskabssæson 2020-2021 indgik i et strålende samarbejde med Romelu Lukaku.
Men ved årets verdensmesterskaber har Lautaro Martínez faktisk mistet sin startplads hos Scaloni, der har foretrukket Manchester Citys Julián Álvarez som sydamerikanernes startende nier. Faktisk blev det kun til otte minutter mod Holland i kvartfinalen og ikke ét eneste minut i semifinalesejren over Kroatien.
Flere holdkammerater
Der er også mulighed for nogle gode venskabelige indbyrdes kampe i finalen, for der er nemlig fem klubber, der er repræsenteret med en spiller på begge finaleholdene.
Tottenham, Atlético Madrid, Manchester United, Paris Saint-Germain og Juventus har således alle minimum én spiller i truppen hos både Frankrig og Argentina.
Her er det ganske givet, at Tottenham, Atlético Madrid og Paris Saint-Germain kommer til at have en spiller på banen for hvert hold. Fra Tottenham er Hugo Lloris således fast målmand for Frankrig, mens Cristiano Romero med overvejende sandsynlighed for en startplads i det argentinske midterforsvar.

Hos Atlético Madrid har Nahuel Molina etableret sig som fast højreback hos Scaloni ligesom Rodrigo De Paul er en vigtig midtbanemand, mens Antoine Griezmann er en rigtig nøglespiller for Didier Deschamps. Også PSG har utvivlsomt to spillere fra start, da de to helt store stjerner i søndagens finale, Lionel Messi og Kylian Mbappé, begge spiller i den franske hovedstad.
Mere tvivlsomt er det, om Manchester United og Juventus får spillere på banen hos både Frankrig og Argentina. Lisandro Martínez er ikke sikker på en startplads hos Lionel Scaloni, medmindre den argentinske landstræner vælger at starte med en tremandsbagkæde, som det var tilfældet mod Holland i kvartfinalen. Til gengæld er Raphaël Varane sikker hos Frankrig.
På samme måde vil det for Juventus afhænge af flere ting. Adrien Rabiot vil utvivlsomt starte, hvis han er frisk, men den franske midtbanespiller har været ramt af sygdom. På samme måde har Ángel Di María kæmpet med skadesproblemer i løbet af turneringen, og Leandro Paredes mister formentlig sin plads i startopstillingen til fordel for Enzo Fernández, hvis Lionel Scaloni vælger føromtalte løsning med tre centerbacks – det skete i hvert fald mod Holland.
