Der var skabt store forventninger til kampen ud fra, hvad begge hold tidligere har vist i turneringen med masser af angrebsivrigt spil. Og i begyndelsen af kampen var det mest Didier Deschamps mænd, der fortsatte det koncept. Mens Antoine Griezmann agerede et fænomenalt bindeled mellem midtbane og angreb, forsøgte franskmændene at udfordre modstanderne i specielt englændernes højre side, hvor Moussa Dembele var en konstant trussel over for Manchester Uniteds Luke Shaw.
Og det var allerede ved at blive belønnet efter 11 minutter, da Olivier Giroud på en aflevering fra Dembele sendte en flot header afsted, desværre for franskmændene lige i armene på Jordan Pickford. Seks minutter senere så Pickford dog skidt ud, da Aurelien Tchouameni tog chancen med et langskud langt ude fra, og Everton-målmanden reagerede for sent til at kunne afværge et fransk føringsmål.
Flot engelsk reaktion oven på fransk føring
Ført an af anfører Harry Kane reagerede englænderne dog flot på den franske føring. Dayot Upamecano havde generelt meget svært ved at holde angriberen fra Tottenham, og det var ved at blive dyrt efter 22 minutter, da bolden blev spillet inden om Upamecano til Kane i det lille felt, der dog ikke kunne løfte bolden forbi Hugo Lloris i det franske mål.
Minuttet efter troede englænderne at de skulle have et straffe, da Upamecano så ud til at have fældet Kane i straffesparksfeltet, men efter VAR-tjek vinkede dommer Wilton Sampaio afværgende. Og efter 29 minutter fortsatte Harry Kane-showet, da han lancerede et flot langskud uden for feltet, men Lloris reddede flot for Frankrig.

England var tvunget frem over stepperne efter pausen, og de kom meget tæt på udligningen efter 47 minutter, da Jude Bellingham sendte en jernhård halvflugter afsted uden for feltet, men Lloris formåede næsten mirakuløst at skubbe skuddet over mål.
Giroud effektiv da chancen kom
Englænderne havde i 1. halvleg følte sig groft snydt for et straffespark, men efter 52 minutter var der ingen tvivl hos dommer Sampaio, da Tchouameni fældede Bukayo Saka og Kane udlignede sikkert fra straffesparkspletten. Minuttet efter udligningen var franskmændene igen tæt på at tage føringen, da Juventus’ Adrien Rabiot tog chancen langt udefra, men Pickford var vågen og reddede skuddet komfortabelt.
De to hold skiftedes til at have deres bedste momenter i kampen og efter 69 minutter var det så englændernes tur til at true det franske mål, da Harry Maguire sendte et flot header lige forbi det franske mål. Anderledes effektiv var Olivier Giroud efter 77 minutter, da han smuttede forbi Maguire og headede bolden sikkert ind bag Pickford. Englænderne fik dog en gylden chance for at komme tilbage i kampen, da Theo Hernandez klodset nedlagde Mason Mount efter 84 minutter, men Harry Kane sendte straffesparket langt over det franske mål. Det blev fatalt for englændernes VM-drømme, da franskmændene holdt stand mod det engelske pres resten af kampen.
