Tribal Football

GOG leverer et mesterstykke og vinder over favoritterne fra Veszprem

Morten Olsen leverede en pragtkamp mod Veszprem.
Morten Olsen leverede en pragtkamp mod Veszprem.Kent Rasmussen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Taktisk snilde, en flot målmandspræstation og evnen til at holde hovedet koldt under pres, gjorde at GOG kunne sætte to points på kontoen, efter en flot sejr i Ungarn på 37-36 over storholdet Veszprem.

Der var flere danske VM-guldvindere på banen, da GOG havde taget turen til Veszprem i Champions League.

Advertisement
Advertisement

Hjemmeholdet havde den danske finalehelt Rasmus Lauge på holdkortet, og fynboerne havde som vanligt Lukas Jørgensen med på stregen, samt Simon Pytlick der bragede igennem for Danmark under VM.

De to holds optakt til kampen mindede ikke så meget om hinanden. Hvor Veszprem havde kampfri i sidste weekend, blev GOG hårdt matchet, da de tørnede sammen med Aalborg, i et topopgør som blev tabt med 30-26.

Ungarerne lå inden kampen på en delt førsteplads sammen PSG, og kunne med en sejr spille sig endnu tættere på en direkte kvalifikation til kvartfinalerne. GOG lå nummer fem, og kunne med sejr mere eller mindre sikre en plads i 1/8-dels finalerne.

Da to holds første møde i Danmark var tilbage i oktober måned, og der vandt Veszprem med 31-30 efter en dramatisk scoring i sidste sekund. Nu var det tid til returmøde i den ungarske heksekedel.

Gæsterne lagde offensivt ud med syv mod seks-spil hvilket resulterede i 4-0 føring efter blot fem minutter. Sikker offensiv kombineret med et par redninger fra svenske Tobias Thulin i fynboernes mål, var medvirkende til at værterne hurtigt måtte smide timeout-kortet for første gang.

Den timeout var godt givet ud. Ungarerne kom langsomt men sikkert tilbage og fik hentet GOG ved stillingen 8-8 omkring midtvejs i første halvleg. Udvisninger og tekniske fejl var dyre i denne fase for danskerne.

Første føring til hjemmeholdet kom efter 20 minutter, i en første halvleg der bød på begrænset spilletid til Rasmus Lauge, der i 1. halvleg lavede to mål på fire forsøg. Anderledes fart var der på Simon Pytlick, der lavede seks mål på otte afslutninger. Stillingen ved pausen var 21-19 til de ungarske favoritter.

Fynboerne kom også bedst fra land i de sidste 30 minutter og igen med syv mod seks spillet som ingrediens. GOG lavede tre mål i træk, og tilspillede sig dermed overhånden. Det skulle blive endnu bedre for de regerende danske mestre der var foran 28-24 efter 10 minutter i 2. halvleg.

Veszprem forsøgte sig også med at tage målmanden ud i angrebsspillet, men GOG kunne så let som ingenting sende boldene i det tomme mål, og tage brodden ud af ungarerne. Morten Olsen var orkesterlederen og satte sine holdkammerater flot i scene, samtidigt med at han selv forblev en trussel.

Marginaler, og et par tvivlsomme kendelser, bragte hjemmeholdet tilbage på omgangshøjde. Veszprem forsøgte at lægge tryk på i slutfasen, og fik også animeret hjemmepublikummet. Det danske hold holdt stand via stærkt forsvarsspil, og med scoringer af Jerry Tollbring og Lukas Jørgensen øgede GOG føringen, der dog igen blev indhentet.

En flot redning af Thulin og endnu scoring af Pytlick lukkede opgøret af, og GOG kunne med en fornem indsats notere sig en sejr på 37-36.

Related Articles