Zach Duncan kom til AGF i sommeren 2019 fra australske Brisbane og har siden også en periode været udlejet til Perth Glory i sit hjemland. Han nåede blot at spille 27 kampe for århusianerne, men spillede en stor rolle, da AGF overraskende tog bronzemedaljer i 2019/20.

På det seneste har det dog ikke været til at komme tilbage på et godt leverende AGF-mandskab, der senest har nået pokalsemifinalerne, og nu afprøver han derfor lykken i Tennessee.
"Det har ikke altid været en nem tid for Zach her i AGF, hvor han har været uheldige med alvorlige skader. Men han har aldrig slået op i banen og altid arbejdet hårdt for at komme tilbage. Og når han har været fit, har han budt sig til med sit talent og sin stærke arbejdsmentalitet, og han har altid været en værdsat del af truppen af både trænere, af sine holdkammerater og af alle i ledelsen. Nu har han fået en mulighed for at søge nye udfordringer i en spændende klub, hvor han kan få genstartet sin karriere. Og vi sender ham afsted med en stor tak for en god tid og med vores bedste ønsker for fremtiden," siger Stig Inge Bjørnebye til klubbens hjemmeside.
Duncan siger selv farvel i en længere video på selvsamme hjemmeside, hvor han fortæller om at have nydt ethvert øjeblik for AGF, selvom der naturligvis har været nedtursperioder, og vejret ikke er noget, han vil savne. Og om ikke andet - så mødte han undervejs en sød pige fra Risskov, som han nu er blevet forlovet med.
