Hvidovre gæster den sydlige del af Jylland som NordicBet Ligaens andenplads, mens Sønderjyske indtager tredjepladsen med fire point op til gæsterne.
Med seks runder tilbage af sæsonen, kan opgøret altså meget vel ende med at blive sæsondefinerende.
De to mandskaber har i sæsonens grundspil hentet tre point mod hinanden – altså en sejr hver. Også i oprykningsspillet spår Sønderjyske-cheftræner Thomas Nørgaard en jævnbyrdig affære mod Hvidovre, til trods for at Sønderjyske med afstand er det mest formstærke hold i NordicBet Ligaens top seks.
"Jeg synes, at Hvidovre er et rigtig godt hold. De er sat rigtig godt sammen. Det er jo sådan et hold, hvor de oser af en masse erfaring, men samtidig også har nogle ‘up-and-coming’, som efterhånden har spillet rigtig mange kampe. Så det er jo et sindssygt godt hold. Så der er ingen tvivl om, at det bliver en super tæt kamp. De er rigtig dygtige, og jeg har stor respekt for dem og deres sæson."
Ender Sønderjyske med at tabe kampen lørdag, hedder afstanden op til Hvidovre pludseligt syv point – med blot fem kampe tilbage af NordicBet Ligaen.
"Jeg tænker ikke, at man behøver at have studeret matematik på universitet for lægge to og to sammen og se, at vi gør det væsentligt sværere for os selv, hvis Hvidovre får tre point."
