Tribal Football

Månedens spilleranalyse: Bellingham - en stjerne, der præsterer langt over sin alder

Jude Bellingham var afgørende i El Clasico med to mål
Jude Bellingham var afgørende i El Clasico med to målProfimedia

Selvom vinderen af Golden Boy, for den bedste fodboldspiller i verden under 21 år, ikke bliver officielt annonceret før den 10. november, er det allerede så godt som sikkert, at det prestigefyldte trofæ bliver vundet af 20-årige Jude Bellingham.

Den unge engelske landsholdsspillers præstationer i oktober, har givet ham titlen som månedens spiller, udvalgt af dataanalytikere fra det tjekkiske firma 11Hacks. Men hvad er det egentlig, der får ham til at skille sig ud?

Advertisement
Advertisement

Set i bakspejlet ser det ud til, at det ikke kunne have været anderledes med den kåring. Sæsonens første El Clasico bød fansene på en meget lige forestilling, både med hensyn til spillets fordeling, og antallet og kvaliteten af skabte chancer.

Real Madrid har dog Bellingham. Først udlignede det engelske fænomen efter en times spil med et vidunderligt langskud, og han vendte derefter kampen helt på hovedet i overtiden med en flot afslutning fra lige uden for det lille felt. Det vil sige fra det område, som for nylig er blevet hans andet hjem. Men mere om det senere.

Alene i oktober scorede Bellingham seks gange i alle turneringer, så han nu er oppe på 13 mål i 1.126 minutter for Real Madrid i denne sæson.

Real Madrids spillerbed
Real Madrids spillerbedFlashscore

Det høje antal mål, han scorer, er et direkte resultat af hans nylige positionelle transformation i Spanien. I Bundesligaen skiftede han mellem rollen som 8'er og defensiv midtbanespiller, og da han kom til Real, tilpassede han sig straks til den nye liga, selvom hans opgaver på banen var markant anderledes lige fra starten.

Når det er sagt, er det bestemt ikke sådan, at han ikke også kan udføre sine tidligere roller til perfektion, på hans nye hjemmebane. Faktisk var hans færdigheder på tværs af de mere defensive midtbanepositioner også imponerende. Det var især tilfældet under VM sidste år.

Han var blot 19 år gammel, da han var fast starter som 6'er for Dortmund, og var en af de bedste spillere i Bundesligaen. Han havde i gennemsnit fire forsøg på at tage bolden fra en modstander pr. kamp, og havde en succesrate på 90 % i disse indgreb.

Hvis han tacklede en modstander, fratog han dem dermed bolden ni ud af 10 gange i sin tid i Tyskland.

Derudover erobrede han ifølge 11Hacks datamodeller ofte bolden i vigtige rum, dvs. i situationer, hvor han stoppede et farligt angreb, eller blot når bolden var tæt på hans holds mål.

Han gav indtryk af at være en meget mere erfaren og moden spiller på banen, og havde fornemme statistikker inden for spilmønstre, der viste god aflæsning af spillet, såsom opfangede afleveringer/interceptions eller blokerede skud. Derudover var han meget stærk i dueller på jorden på trods af, at hans fysiske peak-alder stadig lå langt fremme i tiden for ham.

Ud over hans gode defensive beslutninger, skal man værdsætte den enorme indflydelse, han havde på sit holds spil, når han var i boldbesiddelse.

Han var i stand til at flytte bolden ind i bedre rum, både med sine egne løb, og med afleveringer til sine holdkammerater. Ikke kun på midten af banen, men også på den sidste tredjedel. Det gjaldt også i de dele af sæsonen, hvor han spillede en mere defensiv rolle.

Hans evne til at tage bolden, forcere et stort område af banen, føre bolden ind i et farligere område, og derefter sætte en chance op for en holdkammerat, eller selv komme ind på den sidste tredjedel og afslutte, blev også afspejlet i avancerede datamålinger.

Ifølge GPA+-modellen (goal probability added), som kortlægger alle en spillers boldberøringer i løbet af sæsonen, og derefter beregner hvor meget de øgede holdets chancer for at score, var han den bedste spiller i Bundesligaen på sin position.

Tre forskellige positioner? Ikke noget problem

På trods af hans succes i Dortmund, havde Real-træner Carlo Ancelotti andre planer med den 770 millioner kr. dyre signing. Lige fra åbningsrunden i La Liga syntes han at sende et klart signal til verden - dette var et nyt Real Madrid.

Rollen som defensiv midtbanespiller hviler på skuldrene af Aurelien Tchouameni, mens Federico Valverde og Eduardo Camavinga er de andre nye midtbanetalenter, som ikonet Toni Kroos veksler med som holdets nummer otte.

Og Bellingham? I en 4-4-2-formation er han placeret øverst i en midtbanediamant, hvor han ofte fungerer som en angriber snarere end en nummer ti. Han løber som en angriber, skyder som en angriber og afslutter som en angriber.

Bellingham har stået for 26% af Reals forventede mål indtil videre (blandt spillere over 450 minutter), den næsthøjeste andel efter angriberen Joselu. Han ligger i øjeblikket på 30%. Langt efter dem er fløjspillerne Rodrygo og Vinicius Junior. Bellinghams 0,45 forventede mål pr. kamp, er det bedste blandt offensive midtbanespillere i La Liga. Han producerer 2,3 skud på modstanderens mål pr. kamp, og holder et gennemsnit på et mål pr. kamp.

Af de 24 forsøg, han har registreret indtil videre, har han skudt 19 gange inde fra feltet, langt de fleste af dem fra centrale områder, ofte på kanten af feltet og i fire tilfælde lige inden for feltet.

Selvom Bellingham ikke tager dødbolde, sender han en enorm mængde afleveringer ind i feltet, og er blandt de 25 % bedste centrale midtbanespillere i beregningen af forventede assists.

Og som i Bundesligaen gælder det samme for hans løb og driblinger. Han bruger ikke kun sine fremragende bevægelser i modstanderens straffesparksfelt, men også på midtbanen, hvor han regelmæssigt bryder modstanderens kæder efter at have vundet bolden, og ikke overraskende, så er han en af de spillere i ligaen, der bliver begået flest frispark mod.

Bellingham har i løbet af de sidste 15 måneder tydeligt vist, at han kan levere toppræstationer på tre forskellige positioner, hvilket er helt uden fortilfælde i moderne fodbold. Han besidder ikke kun unikke færdigheder, men efter alt at dømme også en høj grad af mental styrke og lederegenskaber.

På banen giver han indtryk af, at være en spiller i sine bedste fodboldår, og det er derfor let at glemme, at han faktisk kun er 20 år.

Related Articles