Tribal Football

Wolfsburg-træner: "Jonas Wind er måske den bedste angriber i Bundesligaen"

Wolfsburg-træner: "Jonas Wind er måske den bedste angriber i Bundesligaen"
Wolfsburg-træner: "Jonas Wind er måske den bedste angriber i Bundesligaen"Profimedia

Jonas Wind har fået en forrygende sæsonstart i Bundesligaen, hvor han har scoret samtlige af Wolfsburgs fire mål i de to første runder.

Og det er ikke bare på topscorerlisten, den 24-årige dansker er i top. Ifølge Wolfsburg-træner Nico Kovac er han lige nu blandt ligaens allerbedste angribere.

Advertisement
Advertisement

"Han er fysisk på toppen og meget motiveret. Han er en, der går foran, og lige nu er han angriber nummer et hos os. Måske endda i hele ligaen. Det er vi glade for", siger Kovac ifølge Kicker.

Lørdag var Wind hovedpersonen, da Wolfsburg i anden halvleg vendte 0-1 til en 2-1-sejr i Köln.

Først udlignede han med en flad afslutning, og ti minutter senere gjorde han det i to forsøg til 2-1 efter at have modtaget bolden fra landsmanden Joakim Mæhle.

Men allerede før pausen burde han være kommet på måltavlen, men brændte i to omgange på Köln-keeper Marvin Schwäbe.

"Han rammer alt i øjeblikket. Han kommer til chancer og er rigtig godt kørende. Det så vi allerede i forberedelserne til sæsonen", siger Nico Kovac.

Selv er Wind selvsagt også svært tilfreds med sæsonstarten.

"Jeg er meget glad. Vi viste stærk mentalitet ved at vinde 2-1 efter at have været bagud. Jeg lavede to mål igen, og det er en virkelig god følelse", siger han til Wolfsburgs hjemmeside.

Related Articles