Her vandt den skotske tennisprofil nemlig Challenger-turneringen i Surbiton, der ikke ligger ret langt fra Wimbledon i udkanten af London.
Murray kravlede til tops i turneringen med en overlegen finalesejr over østrigske Jurij Rodionov på 6-3, 6-2. Kampen var undervejs afbrudt af en tre timer lang pause på grund af regn.
Det er Murrays første turneringssejr på græs, siden han i juli 2016 vandt Wimbledon.
Det var dengang, Murray var en del af verdenseliten. Siden har et hav af skader gennem årene gjort, at skotten - der i en alder af 36 år er i sin karrieres efterår - har haft svært ved at gøre sig gældende i de helt store turneringer.
Men Murray, der er nummer 43 på verdensranglisten, kæmper altså videre på diverse tennisbaner, og for tiden gælder det forberedelserne til Wimbledon, der går i gang 3. juli.
"Det har været en perfekt start på græssæsonen," siger Murray søndag efter sin sejr ifølge nyhedsbureauet AFP.
"Mine børn spørger mig altid, når jeg tager afsted, om jeg kan komme hjem med trofæet, og det er ikke sket så tit. Jeg tror, de så med på tv. I aften tager jeg trofæet med hjem."
