Tribal Football

Millionbeløb på højkant: Dansk golfspiller kæmper med om stor sejr i Pattaya

Emily Kristine Pedersen har gang i en god turneringen i Thailand.
Emily Kristine Pedersen har gang i en god turneringen i Thailand. Jesper Vinzents/Ritzau Scanpix

Golfspilleren Emily Kristine Pedersen er på vej mod et topresultat på kvindernes LPGA Tour.

Efter to runder i Honda LPGA International i Pattaya i Thailand ligger københavneren på en delt tredjeplads kun to slag efter den førende thailænder, Natthakritta Vongtaveelap.

Advertisement
Advertisement

Dermed er hun i gang med at videreføre de fine danske traditioner i turneringen, som Nanna Koerstz Madsen sidste år brugte til at skrive golfhistorie som første danske vinder på LPGA Touren.

Både torsdag og fredag gik Emily Kristine Pedersen de 18 huller i fem slag under par.

Hun åbnede ellers fredagens runde på det jævne og var efter syv huller stadig i par. Men fem birdies på de sidste 11 huller betyder, at hun ligger lunt i svinget, inden turneringen skal afgøres med yderligere to runder i weekenden.

Danskeren deler tredjepladsen med fire spillere lige efter svenske Maja Stark, der har klemt sig ind som aktuel nummer to.

Mens Emily Kristine Pedersen altså kæmper med i toppen, har Nanna Koerstz Madsen mere end svært ved at leve op til sidste års historiske bedrift. Smørum-spilleren er samlet et slag over par og ligger i feltets tunge ende.

Turneringen i Pattaya har en samlet præmiesum på 1,7 millioner dollar, svarende til knap 12 millioner danske kroner, hvoraf vinderen af turneringen står til at få cirka 1,8 millioner danske kroner.

Related Articles