To sene mål af Lyngbys Frederik Gytkjær sørgede for en 2-0-sejr over Hillerød i Farum, hvor Hillerød fra den næstbedste række har midlertidig hjemmebane.
Men favoritsejren kom i stand efter en meget jævnbyrdig forestilling.

Umiddelbart inden Gytkjærs første scoring 13 minutter før tid havde Hillerød en stor mulighed. Men i stedet for en overraskende føring til Christian Lønstrups tropper lå bolden sekunder senere i nettet i den anden ende.
I et kontrastød slap Gytkjær fri, rundede Ovays Azizi i Hillerød-målet og sparkede kuglen i mål fra en spids vinkel.
Det slog luften noget ud af Hillerød-spillerne, og seks minutter senere var den gal igen. Andri Gudjohnsen blev nedlagt i feltet, og Gytkjær afgjorde kampen fra 11-meterpletten.
