Der er dog røget lidt malurt i bægeret for den tidligere FC Midtjylland-træner, der grundet et rødt kort i den forrige spillerunde mod FC Basel må se til fra tribunen, når FC Zürich i dag møder Lausanne Sports på udebane.
Henriksen havde fået det røde kort efter at han havde rørt fjerde-dommeren, da han bevægede sig ud af den tekniske zone. Henriksen erkender også over for schweiziske "Blick", at det kan blive en prøvelse for ham, at skulle se til fra tilskuerpladserne.
Henriksen vil rejse med holdet som normalt og udnytte ethvert muligt øjeblik for at tilbringe tid med truppen. ”Først på stadion skal jeg forsvinde. Det er ikke sjovt. Det er svært at sidde der og lave ingenting", siger Henriksen, der dog har alt mulig tiltro til sin assistent Murat Ural. "Det, at jeg er suspenderet, er det mindste af vores problemer. Jeg har 100 procent tillid til Muri", siger "Happy-Bo", som avisen kalder ham.
Bo Henriksen fik overraskende jobbet i FC Zürich i oktober kort efter afskeden med FC Midtjylland. Den energifyldte danske træner overtog en såret trup, men fik vendt en skidt stime og holdet endte i sidste sæson blot seks point fra de europæiske pladser.
