Det er blevet tid til de første kampe i kvalifikationen hen mod EM i Tyskland næste år. Efter en aldeles forfejlet præstation i Qatar er der samtidig også grobund for et håb om forbedrede resultater. Eller er der?
Var præstationen ved VM ikke primært baseret på det mentale pres for spillerne ved at være ved en slutrunde, hvor en stor del af danskerne slet ikke syntes at de skulle være? Og uanset hvad, ikke havde mulighed for at deltage på tribunen?
Måske. Måske har forventningerne bare været på et urealistisk niveau, og er det stadig.
Kasper Hjulmand har til de to kampe mod Finland og Kasakhstan udtaget en trup med flere spændende debutanter, selvom Viktor Kristiansen har måttet melde afbud, og det skal naturligvis blive interessant at se, om yngre spillere som Elias Jelert og Brøndbys Mads Hermansen på sigt kommer til at etablere sig. Og her er nøgleordet præcis “på sigt”.
For landsholdet har ikke længere samme hylde at vælge fra, som de havde gennem den flotte kvalifikation til VM og generelt under Kasper Hjulmands tid ved tøjlerne.
Defensiven står stærkt - til en vis grad
For at begynde bagfra, så er det nærmest her, det ser mest lovende ud. Bag Kasper Schmeichel, der også begynder at kunne ane slutningen på karrieren, står Frederik Rønnow, Oliver Christensen og netop Mads Hermansen på spring til at tage over. De er alle målmænd af høj klasse, og de har alle fremtiden foran sig. Magtforholdet mellem stængerne bør udligne sig over de næste par år.
I defensiven har Danmark et stort problem centralt. Simon Kjær er efter sigende i sit livs form, men det hjælper ikke meget, når spilletiden i minutter nærmest kan tælles på to hænder de seneste måneder.
Heldigvis kan man bero på en af Europas mest formstærke centerbacks lige nu, eftersom Andreas Christensen er vadet direkte ind som stamspiller hos FC Barcelona.
Ved siden af ham kan man håbe på, at Joachim Andersen, på trods af at han har måttet trække sig fra de to kommende kampe, fortsætter sine store fremskridt ved Crystal Palace.
For den tidligere klare førstereserve Jannik Vestergaard er røget helt og aldeles ud i kulden i Leicester efter at have kritiseret sin manager Brendan Rodgers. Aldrig et smart træk, omend forståeligt.
De danske backs holder en blanding af svingende kvalitet og åbenlyst talent, men med en Jens Stryger, der er gået ned i kvalitet de senere år, samt en Joachim Mæhle, hvis spilletid også svinger noget i Atalanta, så må føromtalte VK og Elias Jelert gerne fortsætte deres udvikling hurtigt.
International rutine er en mangelvare
For her mangler der noget. En mulighed vil selvfølgelig være Rasmus Nissen Kristensen, der udvikler sig med kæmpeskridt i Leeds, men hvis naturlige spillestil ligger lidt væk fra, hvordan landsholdet ellers har spillet under Hjulmand.
Også Alexander Bah kan selvfølgelig være en mulighed, men fælles for flere af disse spillere er en ret stor mangel på international rutine. Og det er især her, man kan etablere en naturlig fordel ved de store slutrunder.
Danmark, har haft den store fordel, at det har været et ekstremt sammenspillet hold, men den naturlige lim er der ikke længere i så høj grad, som det før har været tilfældet.
Stækket midtbane uden Eriksen
På midtbanen er det især udpræget, og man kan frygte for, hvad fraværet af Christian Eriksen vil gøre ved holdet forud for to kampe, der slet ikke er så nemme, som de måske på forhånd virker. Og da slet ikke med så meget rum til eksperimenter i truppen.
Thomas Delaney er slet ikke udtaget denne gang grundet dårlig form, og derfor hænger meget af ansvaret på den fremragende Pierre-Emile Højbjerg og de Brentford-trekløveret Mathias Jensen, Christian Nørgaard samt Mikkel Damsgaard. En "Damsinho", der desværre stadig ikke er på det niveau, han var på under VM.
Man kan såmænd gå hen at frygte, hvorvidt hans problematiske infektionsskade overhovedet gør det muligt for ham at ramme det niveau igen.
Og selvom de tre Brentford-spillere som sådan er glimrende spillere, så er det bare ikke spillere af den klasse, der skal til, for at kunne udfordre om en EM-slutrunde.
Også selvom støtten på tribunerne i Tyskland selvsagt vil være af en helt anden karat end ørkenvandringen i Qatar, hvor tilskuerne var indkøbt til lejligheden.
Offensive slag i dynen
Det vigtigste i fodbold, målene, udgør måske det største problem.
Offensivt mangler der den oplagte målscorer, som det har gjort flere gange før i tiden, nærmest siden Ebbe Sand. Og man kan mene, hvad man vil om Nicklas Bendtners forvaltning af sit talent, men de afgørende scoringer var han ofte god for.
At det mentale så mere end haltede, det er noget andet, og uanset hvad, så hører det til i fortiden, og det er tid at tænke på fremtiden.
Andreas Cornelius, Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen er gode arbejdsheste, men er ved at være både aldersstegne og i tiltagende grad målløse.
Kasper Dolberg har så sandelig haft sit at se til med skader, corona og trænere, der ikke brød sig om hans mimik - eller mangel på samme - og forvekslede det med manglende entusiasme.
Men der er alt for mange hvis’er og ikke nok konsekvens i det danske angreb. Derfor afhænger meget af, om Rasmus Højlund kan realisere det talent, han for tiden demonstrerer så flot i Atalanta, på landsholdet.
Sæt ikke næsen op efter overbevisende seks point
Uanset hvad, så skal vi næppe regne med champagnefodbold og storsejre i de to første kampe i kvalifikationen.
For faktum er, at vi i seneste opgør mod Finland tabte (selvom det selvfølgelig var under ret ekstreme omstændigheder, jævnfør Eriksens hjertestop), og at der derefter venter en rejse til Langtbort…Kasakhstan, hvilket altid udgør en stor belastning for topspilleres kroppe.
Og holdet er ikke lige så sammenspillet, som det var under sidste EM.
Faktum er, at vi nok skal være godt tilfredse med fire point efter de to kampe, og det kan sagtens blive til mindre, i den tilstand, holdet er i lige nu.
Som den salig mestertræner Richard Møller Nielsen så smukt sagde inden vi skulle forsvare europamesterskabet i 1996 (og som han viste sig at have ret i), så er det måske tid til at “screw down a little bit the expectations”.