Holger Rune havde de foregående to dage slået henholdsvis nummer 10 og nummer 9 på verdensranglisten ud i form af Hubert Hurkacz og Andrey Rublev ud af ATP 1000 turneringen, men der var så sandelig lagt op til at tygge på en noget større mundfuld i den spanske verdensetter, der er jævnaldrende med Rune.
Det var dog ikke til at se forskellen på de to på verdensranglisten, hvor Rune er nummer 18, i første sæt, som danskeren på imponerende vis vandt med 6-3. Igen var hans serv uhyggeligt skarp og hans modige andenserver især, som han flere gange kanonerede hjem.
Alcaraz var dog ikke just chanceløs, og der var stadig lang vej hjem for Rune. Andet sæt startede danskeren også flot i, de to skiftedes til at hamre deres bolde hjem frem til stillingen 6-6. Alcaraz havde kort forinden måttet modtage lægehjælp på grund af et uspeficeret problem med maven, og det medførte, at spanieren måtte trække sig.
Derfor må Rune vente med at få komplet revanche over spanieren, men det rokker ikke ved, at danskeren nu står i sin første semifinale ved en Masters 1000-turnering nogensinde.
Her møder han en "gammel" kending, nemlig canadiske Felix Auger–Aliassime, som slog danskeren så sent som i sidste uge, hvor de stod over for hinanden i finalen i Swiss Indoors i Basel. Auger-Aliassime ligger lige nu som nummer otte på verdensranglisten, men placering på denne liste har indtil videre ikke betydet det store for Rune, der altså fortsætter sit fremskridt. Og vi har garanteret ikke set det sidste, højspændte opgør mellem de to teenagesensationer.
