Det sagde Tauson på et pressemøde fredag forud for søndagens start på årets første grand slam.
"Jeg tror på, at jeg kan slå de fleste. Jeg tror også, at hun (Wozniacki, red.) tror på, at hun kan slå mig," lyder det.
Selv har Tauson fulgt med, siden Wozniacki påbegyndte sit comeback efter 3,5 år sidste sommer.
"Det, vi så i US Open, var ikke helt dårligt," lyder det fra Tauson.
Wozniacki nåede ottendedelsfinalen i US Open efter blandt andet at have slået Petra Kvitova og Jennifer Brady. Hun tabte til Coco Gauff.
I Australien vender Wozniacki tilbage til den grand slam-turnering, som hun selv vandt i 2018.
"Hun har selvfølgelig helt fine minder herfra, er jeg sikker på," lyder det med et smil fra Tauson.
Selv om 33-årige Wozniacki, der tidligere ad flere omgange var nummer et på verdensranglisten, har noget mere erfaring end 21-årige Tauson, frygter den unge dansker ikke et eventuelt møde.
"Jeg troede aldrig, jeg ville få chancen, da hun stoppede, så det kunne da være fedt at prøve," siger hun.
"Jeg ved ikke, om jeg gerne vil møde hende. Jeg har aldrig spillet mod en dansker i en professionel turnering, så det ville være meget sjovt at prøve."
Til gengæld ville det også være en mærkelig fornemmelse, indrømmer Tauson.
"Selvfølgelig ville det være en lidt underlig følelse, vil jeg tro," siger hun.
"Hun har været et stort forbillede for alle danske tennisspillere. At spille mod en, man har set op til, har jeg selvfølgelig prøvet i andre former, men ikke lige en dansker."
Mens Tauson i første runde møder belgiske Greet Minnen, spiller Wozniacki søndag klokken 9 dansk tid sit første opgør mod polske Magda Linette. Tidspunktet for Tausons kamp er ikke fastlagt endnu.
